tirsdag den 11. december 2018

12 tips til at få 12 i SRP

SRP'en kan virke som en uoverskuelig opgave, men med disse 12 tips i baghånden, er 12-tallet hjemme, jeg sværger. Jeg vil ikke stå inde for det juridisk, men jeg sværger.

1. Vælg et emne, som du er vildt hyperaktivt interesseret i, men som du ikke har lyst til at være interesseret i, i resten af dine dage på jorden. Dette greb medfører, at du er motiveret til at skrive selve opgaven, men har den yderligere bonus, at du ikke vil være interesseret i det OVERHOVEDET efter endt opgaveskrivning.

2. Tag en proverbial kold tyrker. Lav en blokeringsliste, der varer fra sekundet, du får din problemformulering, til sekundet efter afleveringsfristen. Hver eneste hjemmeside, der er sjov, skal tilføjes på den liste. Hver eneste gang, du tænker "det ville være sjovt og let og en henrivende oplevelse for mig at gå ind på den her hjemmeside" skal du med ØJEBLIKKELIG varsel tilføje den på din blokeringsliste.

3. Mist besindelsen. I din SRP-manual står der måske noget i retning af: "For ikke at gå fuldkommen i selvsving, skal du også lave ting, som ikke er SRP-relaterede, såsom gå en tur eller tag i biografen." Følg ikke under nogen omstændigheder disse råd. Den eneste måde, du ved, at din SRP bliver en afspejling af din fuldkomne og uforbeholdne hengivenhed til emnet og problemformuleringen er, hvis du laver så lidt som muligt, der ikke relaterer til dit emne. Jævnfør tip 2. Det er vigtigt, at du bliver fuldkommen sindssyg. Kaffe er en god besindelsesforstyrrer.

4. Lyt til musik, men paus det, hvis du ikke kan tænke. Jeg er ligeglad med hvilken musik. Musik, som man ikke kan tænke med, er i stedet fortrinligt til sideprojektet om at miste besindelsen. Det er et spørgsmål om balance

5. Hav så lidt kontakt med omverdenen som muligt. Jævnfør tip 3. Sæt dit liv på standby. Undgå familiemedlemmer.

6. Skriv om natten. Det er smart og klogt, fordi hjernen tror, at man er vildt foran med sagerne, når man skriver på et tidspunkt, hvor ingen andre er i gang med noget. Du bliver heller ikke forstyrret, se tip 5.

7. Vid, hvordan man skriver. Dette kan opnås, hvis du jævnt hen læser bøger, det er nærmest ligegyldigt hvilke bøger. Dette projekt skal påbegyndes cirka et år før, effekten skal træde i kraft, så du er bagud, hvis du starter nu, desværre.

8. Lav en plan, som er så uhyrlig og uopnåelig, at du føler dig personligt krænket. Den kunne se sådan ud: Dagen, hvor problemformuleringen bliver udleveret: Analyser problemformuleringen, lav outline for hele SRPen. Dag 2: Skriv redegørelsen. Dag 3: Skriv Analysen. Dag 4: Skriv diskussion, konklusion, indledning, perspektivering. Dag 5: Skriv indholdfortegnelse, abstract og gennemlæs det 1 gang. Formålet med dette er, fra starten at signalere til dig selv, at du har styr på det, at du har guddommeligt overskud, at du kan skrive i 24 timer i streg, skulle det være nødvendigt. Du ved hvad de siger: Det vigtigste når man skal skrive store tværfaglige opgaver, er at tro på sig selv. Det burde de i hvert fald sige

9. Selvmedicinering. Du får måske brug for at have sovemedicin, smertestillende eller nervemedicin ved hånden. Tag ikke nogen andre stoffer end disse og drik IKKE alkohol.

10. Lad dig føre med af dine impulser, så længe de ikke indebærer at du stopper med at skrive. Det vil sige, spis hvad du vil, drik hvad du vil, hvornår du vil (ikke alkohol), sov hvornår du vil, skriv en roman. Dette tip er også godt til dit generelle liv.

11. Opfyld dit væskebehov ved at fylde en Oliofska med vand, og sæt låget på efter hver tår. Den psykologiske, beroligende virkning af at gennemgå bevægelserne for at tage et shot vodka direkte fra flasken kan ikke undervurderes på nogen måde.

12. Ellers kan du få en anden til at skrive den. Det er dog PÅ INGEN MÅDE tilrådeligt. INTET kan garantere, at du får tolv, hvis ikke du skriver den selv. Det er sådan det er. (Det er forresten også ULOVLIGT........)

Held og lykke derude vennerne
Livsguruen